Engelsk Noteservice

 

Engelsk Noteservice genopstår elektronisk. Engelsklærerforeningen opfordrer til at sende gloser og arbejdsspørgsmål, som kan være til glæde for andre medlemmer af Engelsklærerforeningen, til webmaster, Vibeke Bak

Klik her for at hente eksisterende noter

I næsten 30 år har det været muligt at rekvirere gloser og opgaver til nogle af de mest benyttede tekster i engelskundervisningen. Materialet var udarbejdet af kolleger fra hele landet, som sendte en master til engelskkollegerne på Skanderborg Gymnasium, der stod for den videre produktion.

Listen over teksterne var en fast rubrik i Anglo Files, og engelsklærerne på Skanderborg Gymnasium var kun et postkort væk fra kopimaskinen, hvis en kollega hvor som helst i landet ønskede materiale.

I efteråret 2006 blev det besluttet at nedlægge den fysiske noteservice, som efterhånden var blevet utidssvarende. På generalforsamlingen i januar 2007 blev den endelige nedlæggelse meddelt, og engelsklærerne i Skanderborg blev takket varmt for deres store arbejde gennem årene.

Da det imidlertid er bestyrelsens vurdering, at der stadig kan være et behov for en form for noteservice, er noterne ved at blive scannet ind, således at medlemmerne af Engelsklærerforeningen selv kan downloade de ønskede noter fra hjemmesiden. Alle noter vil herefter være tilgængelige ved starten af det nye skoleår.

Noterne kan tilgås ved hjælp af det password, som fulgte med kontingentopkrævningen i februar. Klik her for at gå til ressourcerummet med noterne
 

Det stopper ikke nødvendigvis her


Denne elektroniske form for Noteservice er det første tiltag i en bevidst strategi for at højne serviceniveauet for Engelsklærerforeningens medlemmer.

Der er blandt medlemmerne et stort ønske om, at der oprettes ressourcerum for skriftlige opgaver og en idebank for temaer, forløb og tekstforslag, som kan anvendes i forbindelse med den mundtlige eksamen, hvor der jo nu er et krav om at eksaminationen skal tage udgangspunkt i en ukendt tekst.

Engelsklærerforeningen vil gerne slå et slag for at materiale sendes til foreningens webmaster, som så opretter relevante og overskuelige rum på hjemmesiden.