Indigenous Canada

Indigenous Canada

– fra kostskoler og kulturelt folkemord mod forsoning

I januar 2025 fandt man 114 mulige unavngivne grave ved den tidligere McIntosh Indian Residential School i Ontario. Dette er ikke et enkeltstående fund. Siden 2021 er over 1.300 potentielle unavngivne grave identificeret ved tidligere kostskoleområder i Canada. Truth and Reconciliation Commission (TRC)’s rapport fra 2015 konkluderede, at de statslige og kirkedrevne kostskoler udgjorde et kulturelt folkemord. Skolerne fungerede i 150 år, hvoraf den sidste lukkede i 1996.

Kurset tager afsæt i de canadiske kostskolernes baggrund og konsekvenser, Indian Acts rolle i kulturel og juridisk undertrykkelse, the Sixties Scoop samt den igangværende krise om forsvundne og myrdede Indigenous kvinder med paralleller til USA. Tilgangen er forankret i Willie Ermines (Sturgeon Lake First Nation) begreb ”ethical space of engagement,” som henviser til at positionere sig kritisk og skabe rum til, at de Indigenous stemmer selv kan træde frem. Det sker gennem litteratur, dokumentar, videoer og podcast skabt af Indigenous forfattere og afsendere, herunder bl.a. digte af Jeannette Armstrong (Okanagan) og prosauddrag af Richard Wagamese (Ojibwe) og Richard Van Camp (Dogrib thłı̨chǫ). Litteraturen betragtes som ”god medicin,” da det er en måde at genskrive sig selv, sit selvbillede og sin verden på. Min erfaring er, at eleverne ofte er meget berørte og derved møder emnet med oprigtig interesse.

Kurset giver konkrete forslag til undervisningvinkler samt forløbsplaner til at indarbejde de forskellige perspektiver.

Om kursusholderen

Lene Trunjer er lektor i dansk og engelsk på Køge Handelsskole og har bl.a. en kandidatgrad fra McMaster University i Canada med speciale i Indigenous litteratur. Hun er aktuelt i gang med bogen The Call of the Drum Beyond Silence: Teaching Indigenous Histories, Rights, and Resilience on Turtle Island and Beyond

Elevudtagelser

 - Ja, jeg blev berørt af emnet - det er meget sjældent at jeg finder undervisningen i skolen interessant, men dette emne har været så spændende og det har været fedt at arbejde med noget, som man faktisk gider at lære om.

 - Alt materiale hvor man hørte om rigtige personers oplevelser hos disse skoler var super interessant - det gjorde det mere virkeligt når man hørte om rigtige oplevelser.

 - Hvis en anden elev spurgte mig, om det er værd at lære om Indigenous folk i Canada, ville jeg helt klart sige ja. Man lærer helt klart en dybere forståelse af historien, man har tidligere set et mere blik hen mod den europæiske tendens, men ved at lærer om emnet har jeg fået et mere nuanceret blik på historien.

De hvide kors fungerer som mindesmærker for de unavngivende døde fra den tidligere st. Joseph skole for piger i Spanish, ON. 

Top