SCIENCE FICTION

Science fiction-forfattere har ofte næsten profetisk forudsagt fremtidig teknologisk og videnskabelig udvikling, så genren er en oplagt go-to-krystalkugle, når vi sammen med eleverne ønsker at få et glimt af, hvor vi som mennesker og samfund er på vej hen, men også hvilke handlemuligheder vi har. Science fiction skuer mod fremtiden, men handler i høj grad også om, hvad der sker lige nu, og med den hastige teknologiske udvikling, vi i øjeblikket er vidne til, giver det mening, når genren kaldes ”den nye realisme”.

Sci-fi giver f.eks mulighed for, at eleverne kan indleve sig i problematikker, som optager dem, samt give anledning til at reflektere over AI uden at det virker som en løftet pegefinger. På samme måde kan det give nye perspektiver på manipulationer af krop og sind, klimakrisen og kolonisering af rummet.

Kurset giver en introduktion til genrens begreber, teori, tematikker og litteraturhistoriske udvikling med nedslag i både nye og klassiske værker samt idéer til undervisning i emnet – med og uden kunstig intelligens.

Jesper Kaalund er lektor i engelsk og historie på Aurehøj Gymnasium og har bl.a. udgivet antologien The Future Is Written (2024).

Top